Fanklubben Tigers har arrangeret endnu et spændende foredrag på Café Sprogø. Mandag aften er det med to af de store personligheder i OB, Ronald Stelmer og Fritz Bonde.
Ronald Stelmer var anfører på 1977-holdet - det hold, der hentede det første danmarksmesterskab til klubben. Ronald har et langt liv i OB bag sig, og har været med hele vejen siden indførelsen af professionel fodbold i Danmark i 1978. Han har
derfor været hovedvidne til den store udvikling OB og dansk fodbold har
gennemgået de seneste årtier.
Stelmer er stadig aktiv i OB som formand for klubbens amatørafdeling.
Fritz Bonde er det eneste nulevende æresmedlem af OB. Bondes CV i OB og dansk fodbold er rigtig langt, og blandt meritterne er Bondes formandskab i Odense Boldklub fra 1990 til 2002 og bestyrelsesmedlem i DBU fra 1993 til 1998.
Med andre ord så har vi med to store klubmænd at gøre, som livligt kan fortælle om vor elskede klub. Så gå ikke glip af dette foredrag, som begynder kl. 19!
Skrevet af Morten Oestermann